|
Digteren Benny Andersen skrev engang: ”Når jeg synger min klagesang for dig,
er det, for at du skal høre min sorg!
Det er ikke en stil, du skal rette i.” Det er helt centralt, når man taler om sorg. Sorg kommer vi alle ud for. Det er en naturlig og uundgåelig del af livet. Derfor skal den ikke ties eller trøstes væk. Den skal – populært sagt – tales og høres væk. Sorg skal nemlig bearbejdes. Den skal fortælles – til nogen, der kan og vil lytte og rumme. Ubearbejdet sorg kan sætte sig indeni og blive til livslang smerte og i værste fald livslang krise. Hver gang man mister, må man sørge over tabet - f.eks. ved dødsfald, alvorlig sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed. Sorgen har mange følelser og mange udtryk. Fortvivlelse, tristhed og opgivenhed er nogen af dem. Men sorg kan også fremkalde vrede - eller lettelse for den sags skyld. Under alle omstændigheder er det smertefuldt og ofte også modsætningsfyldt.
Men hvordan griber man det an. hvis man er tæt på et andet menneske i sorg - hvad enten det er en slægtning, en kollega, en klient eller f.eks. et barn i den institution, hvor man arbejder? Først og fremmest handler det om nærvær. Det handler også om at passe på med trøst - for selv om det næsten altid gives i den bedste mening, opleves det ofte som en bagatelisering eller afvisning af sorgen.
Så hvordan går man? Og hvad skal man passe på?
|